Integrationspolitik

Vi skal i Hillerød tage os godt af de flygtninge, som kommer til vores kommune. Som følge af bl.a. Venstres politik kommer der færre flygtninge til landet, og dermed også færre til Hillerød. Det betyder at vores muligheder for at kunne gøre en ordentlig integrationsindsats forbedres.

Beskæftigelse er vejen frem

Det er Venstres mål at reducere de samlede udgifter på udlændingeområdet. Vi ved, at den hurtigste vej til integration i Danmark går igennem arbejdsmarkedet. Venstre vil derfor sikre en særlig indsats for, at flygtninge og indvandrere kommer i beskæftigelse. Det betyder at beskæftigelse kommer før før sprogundervisning. 

Såvel flygtninge som indvandrere har ved ankomsten behov for en indføring i det danske kulturgrundlag. Først og fremmest det danske sprog, men også den danske arbejdskultur, fritidskultur og det sociale liv vi lever med hinanden. Formidling til job skal fremmes mest muligt, og skal lykkes inden den 3-årige integrationsperiodes udløb.

Sanktion og konsekvens

Ophold her i Danmark forudsætter respekt for danske samfundsnormer og en forventning om, at der leves et arbejdsliv og offentligt liv efter de regler, love og traditioner vi har her i Danmark. 

Såfremt forpligtelser bliver forsømmet eller man ikke tager imod beskæftigelsesrettede tilbud, vil konsekvensen være kontant og konsekvent sanktion.

 Social kontrol skal bekæmpes

Offentlige ydelser til begge ægtefæller skal ikke kunne opretholdes, såfremt der mødes en kultur, der forhindrer kvinders ret eller lyst til at tage arbejde uden for hjemmet. Anderledes påklædning er uinteressant for integrationsarbejdet.

Særlig indsats for børn

For at sikre mindre børn en læring på niveau med danske børn inden skolestart, bør livet i børneinstitutionen være en fast del af alle flygtninge-indvandrerbørns hverdag. 

Hvis børnene holdes tilbage fra børneinstitution eller skolegang, f.eks. fordi familien er væk i lange perioder i hjemlandet, bør der gribes ind med økonomiske sanktioner. 

Såfremt forældrene ikke kan støtte de skolesøgende børn i lektielæsning o.l., vil Venstre sikre at der er tilbud om adgang til lektiecafé eller personlig støtte til skolebørnenes skoleforberedelser.